I en branche, hvor ingen piver over ondt i ryggen, og tempoet bestemmer, hvad kroppen kan holde til, tager Henrik stoffer for at kunne møde ind på job.
Af Ditte Hjorth Würtzenfeld og Sidse Marie Hansen
Det larmer.
En bippende lastbil bakker, og der bliver råbt uforståeligt over stilladset. Der bliver firet byggeelementer op og ned med lynets hast. En kobling falder til jorden med et metallisk smæld. En fra sjakket kravler op på et stillads i fire meters højde og render rundt, som om tyngdekraften ikke helt gælder for ham. Som om det hele kunne falde sammen hvert øjeblik. Men det gør det ikke.
”Vi pakker bare et jødelæs, ikke?” siger den ene grinende med en smøg i munden – med henvisning til, at lastbilen bliver pakket lidt tilfældigt. En anden kommer bærende på en gitterdrage, der kan veje alt mellem 25 og 70 kilo. Her foregår alt i et tempo, hvor det næsten ikke giver mening, at noget så tungt kan se så let ud. Som om sjakket løfter tomme papkasser, ikke tunge byggematerialer.
Her møder vi Henrik.
Han har været stilladsarbejder i næsten et årti sammenlagt.
I dag er han på arbejde. Og på kokain.
– Jeg er den eneste, jeg kender, der kan arbejde på coke i den grad, jeg gør, siger han.
Han tager to gram om dagen. Nogle gange mere. I december var han oppe på fem gram. Det svarer til et forbrug på cirka 3000 kroner om dagen, forklarer han.
Og han er ikke alene.
– I de sjak, jeg har gået i, har folk røget hash, taget amfetamin, kokain, oxycodon, ren morfin, tramadol, dolol, speed, GHB-hætter, LSD, MDMA – you name it, fortæller han.
Vi har været i kontakt med 13 nuværende eller tidligere ansatte i forskellige firmaer i byggebranchen. De har alle selv brugt eller har haft kollegaer, der brugte stoffer eller opioider på arbejdspladsen. Tre af dem har indvilliget i et interview.
Kokainen hjælper med at holde fokus
Henrik er 37 år og har været stilladsarbejder i fire år i denne omgang.
Han siger selv, at det var stilladsarbejde eller Fremmedlegionen.
Første gang han tog kokain, var i forsvaret. Han var 19 år.
– Det er det fedeste. Du bliver ikke træt, og du har så meget superfokus. Du kan sidde og kigge på en tørretumbler uden at tage din telefon op, siger han.
Siden fulgte flere år i restaurationsbranchen. Her tog han amfetamin hver dag.
Da han begyndte som stilladsarbejder, gik der ikke længe, før tilbuddet om stoffer kom igen.
– Der var en, der tilbød mig en bane amfetamin ude i skurvognen klokken seks om morgenen. Jeg tænkte: fint nok. Så skal vi ikke til at skjule noget, fortæller han.
Henrik lever med svær ADHD.
– Jeg har rigtig meget oppe i hovedet. Det tror jeg, de fleste stilladsarbejdere har, siger han.
Kokainen hjælper ham med at holde fokus.
– Jeg har fået at vide af alle mine kollegaer, at jeg er den eneste, de nogensinde har arbejdet sammen med, der kan arbejde på kokain. Det er fordi, alle andre har lyst til at snakke, og ikke arbejde. Måske er det fordi, jeg har så ekstremt meget ADHD.
Henrik bruger heller ikke kokainen ”for festen”. Faktisk tager han det hovedsageligt på arbejde. Han gør det for at komme op om morgenen og for at kunne klare sig igennem arbejdsdagen.
– Når man står op klokken 05.15 og kun har spist en cowboytoast hele dagen, så er det lettere, hvis man har en pose med noget hvidt pulver. Så tager man en børge, og så kører det, siger han.
Smerter hver dag
Stilladsarbejde er ikke for sarte sjæle. I løbet af en arbejdsdag kan sjakket have mellem 14 og 18 ton byggematerialer mellem hænderne.
Henrik har daglige smerter og tager også smertestillende: 1200 gram paracetamol, 800 gram ipren og 2 benadryler de fleste morgener.
– Jeg var på hospitalet i sidste uge med skuldrene. Når jeg vågner, har jeg ondt i knæet. I kan høre mine hænder, siger han og knækker dem.
– Det er bare sådan, det er.
Derudover er fingrene følelsesløse. Og huden så hård, at telefonens touchskærm ikke reagerer.
Stilladsarbejdere lever heller ikke på den sundeste måde generelt, mener Henrik.
– Det er ikke, fordi vi får taget vores vitaminpiller om morgenen. Vi er heller ikke for gode, rent kostmæssigt og alle de her ting. Så er det meget federe lige at tage nogle stoffer om morgenen. Så mærker man det ikke.
Henrik holder en pause og forsætter:
– Før næste morgen.
De fleste døjer med noget, mener Henrik. Særligt hvis man arbejder på akkord.
– Du tjener ikke lige så mange penge, hvis du skal til kiropraktor og alt det. Så dropper du det. Og det er jo din egen skyld.
Han afbryder interivewet. Svarer på en sms.
– Det var mere coke til senere. Ja, nu er jeg bare ærlig, siger han.
Lettere at tage en dolol, end at bede om fri
Henrik ville ønske, at det blev lettere for andre, og for ham selv, at vælge noget andet end stoffer. Men hvis der er én ting, man skal vide om stilladsbranchen, så er det, at sjakket passer på og hjælper hinanden.
Henrik peger på en vikarordning som en løsning.
– Hvis jeg vidste, der kom én og afløste mig, så ville jeg tage til kiropraktor. Men det gør der ikke. Og så bliver man bare. Så tager man en dolol (et stærkt smertestillende middel af typen opioid red.) og kommer alligevel, siger han.
Det handler ikke om dovenskab. Det handler om ansvar. For i det her fællesskab, så møder man op, også med smerter forklarer han.
– Hvis din søster skal flytte, så tager du ikke over og får lavet negle den dag. Det er den følelse, man har. Man ved selv, hvor fucking skod det er at stå med det lort alene, fordi en anden lige skulle noget, siger han.
Henrik peger på, at de fleste tider til læge, kiropraktor, psykiater og hvad man ellers kan få brug for, ligger inden for arbejdstiden. Og han har ikke lyst til at ”brænde sjakket af”.
– Hvis vi havde en vikarordning, så ville der altså være to, der slap for at tage dololer og misse deres kiropraktortid. Og måske kunne nogen endda have barn syg, siger han.
Farligt når han ikke er på stoffer
Henrik mener selv, at det er farligere for ham at kravle rundt på et stillads upåvirket, end når han er på stoffer.
Han arbejder i en branche, hvor det kan koste liv at lave fejl. Og han ved, at han ville lave dem, hvis han ikke tog stoffer.
– Når jeg ikke har taget noget, så er jeg til fare for dem, der skal arbejde på stilladset, og for mine kollegaer, fordi jeg ikke kan koncentrere mig. Jeg bliver usikker. Jeg stoler ikke på det, jeg laver. Og så er det farligt. Ikke bare lidt – rigtig farligt, fortæller han.
Han finder en video frem på telefonen. På skærmen ser man ham balancere helt oppe på en tagryg.
– Her har jeg taget tre gram coke og drukket otte-ni genstande, siger han.
Men der er jo en grund til, at stoffer er ulovlige. Kan du ikke godt se, at det kan være farligt at være på stoffer, mens man arbejder på stillads?
– Jo, det er da fuldstændig vanvittigt. Vi har andre folks liv i hænderne, og jeg har kæmpe respekt for det. Men jeg er mere bange, når jeg ikke er på stoffer, fordi jeg ikke får lavet tingene ordentligt, siger han og fortsætter:
– Der skal gå håndværkere rundt på det stillads, vi laver, og hvis det ikke er i orden, så dør folk. Det kan de også gøre, hvis vi taber noget fra 40 meters højde.
“Jeg har ikke mange kollegaer, jeg ikke har grædt med”
Det kan være svært at forstå, hvorfor Henrik fortsætter i en branche, hvor han føler et behov for at være på stoffer.
Men i stilladsbranchen er der plads til alle, og man holder sammen.
– Jeg har ikke haft mange kollegaer, jeg ikke har grædt med. Men det har jeg nu. En rigtig mand kan godt tude, siger han.
I december skød en af Henriks gamle soldaterkammerater sig selv. Året før havde en anden gjort det samme. Begge havde kæmpet md svær PTSD.
Henrik fik beskeden klokken ni om morgenen i lastbilen.
– Jeg begyndte at græde. Min kollega kunne høre det i telefonen, så han begyndte også at græde. Men jeg ville på arbejde den dag. For hvis jeg blev hjemme, så vidste jeg, jeg ville tage i byen og brænde hele København ned.
Sjakket passede på ham. De tog på arbejde, og bagefter tog de med Henrik hjem og lavede mad til ham de næste to dage.
– Det er også derfor, man tager stoffer. For at kunne blive i den her branche, siger han og fortsætter:
– Jeg vil hellere være på stoffer end at stoppe som stilladsarbejder.
Ifølge Henrik findes der ikke et meget bedre arbejde. Han peger på sin egen hud.
– Prøv at se, hvor brun jeg er. Det har jeg været i en måned. Når man står deroppe og kan se ud over hele København i solskin, og man kan se alt det, man selv har banket op. Det er den vildeste følelse. Det er derfor, man ikke vil væk, siger han
Henrik tror ikke, man kan slippe det, når man først har været i gang længe nok.
– Hvis du har været stilladsarbejder i over et år, så stopper du ikke. Det tror jeg virkelig ikke.
Kram kaktussen, ellers overlever du ikke
Henrik er godt klar over sin afhængighed.
– Jeg er misbruger. Kæmpe misbruger.
Han prøver dog at skrue ned. Holde sig på 0,5 til 1 gram kokain om dagen. Det er stadig meget, men langt fra de fem gram, han tog i december.
Han ved også godt, at det ikke er sejt at tage stoffer. Men han kommer nok ikke til at stoppe.
– Nu nej. Jeg er meget i tvivl om, jeg ville kunne klare det uden.
Og Henrik bryder sig ikke om dårlige undskyldninger. Om koner, der er sure. Om svære barndomme. Om weekender, der gik over gevind. Det er ikke, fordi det ikke kan være rigtigt, det er bare ikke nok som grund til at tage stoffer.
– Jeg synes, det er et problem at bruge stoffer som undskyldning. Du skal ikke bruge det som en forklaring på, at du har det svært. Hvis du kan dit arbejde, så kan du dit arbejde. Hvis du ikke kan, så ryger du ud, siger han.
Man skal kramme kaktussen, forklarer han. Udtrykket, at kramme kaktussen, stammer fra den amerikansk-australske skuespiller og filminstruktør Mel Gibson og går igen i branchen. Det handler om at tage ejerskab over ”sit lort”. Ikke gemme sig bag noget. Ikke spille smart.
– Hvis du ikke kan det som stilladsarbejder, så kan du ikke arbejde her. Du bliver nødt til at sige det, som det er. Fortæl, at du er blevet banket som lille. Fortæl, om det der er svært.
Men han ser ikke sig selv som én, der trækker branchen ned. Tværtimod.
– Vi er ikke Guds bedste børn. Men vi er heller ikke hårde kriminelle. Vi hjælper gamle damer over vejen. Vi rejser os op på handicappladserne.
Og i stilladsbranchen er det netop den slags moral, der tæller.
– Du skal være sådan en, der tager ansvar. En, der kan sit lort. Ellers overlever du ikke.